Mindful Spisning

Mindful spisning – vil du også på slankekur?

Mange mennesker begynder det nye år med at stramme op på nogle af livets vaner eller uvaner og dermed forsøge at blive en ny, anden eller bedre udgave af sig selv.

Hvis du er en af dem, der tænker på en slankekur, vil du kunne finde inspiration i dette blogindlæg.

Mindfulness er en form for bevidsthedstilstand, som vi alle kan finde tilbage til, hvis vi skulle have mistet kontakten til denne centrering af os selv med fokus på nuet.

Hvorfor så tænke mindfulness ind i ønsket om at tabe sig?

Mange, der tager på i løbet af året, gør det fordi de enten har en spiseforstyrrelse, er livsnydere, spiser på følelserne, spiser med turbo hastighed, eller lever en stresset livsstil med kompensationer som fx mere ”take away mad”, dropper råkostsalaten, motionen pga tidsnød. Eller pga forskellige overspringshandlinger fordi man er for træt. I bund og grund betyder det, at mange lever med et fravær af bevidsthed omkring spisning og kostindtag. Spisning bliver automatiseret. Har du ikke prøvet at spise din madpakke hurtigt, og derefter opdage at der ikke er mere mad tilbage, og at du dårligt kan huske, du spiste den, og hvad du spiste?

Med mindful spisning skærpes opmærksomhedsfunktionen og intentionen omkring det at spise et måltid eller en snack. Eller det at drikke en kop the eller kaffe. Et glas vand eller et glas vin.

Det handler om meditation; spisemeditation.

Meditation er at rette et vedholdende nysgerrigt fokus på en genstand eller handling uden bedømmelse og refleksion.

Med mindful spisning handler det ikke om kalorietælling, men om at spise langsomt, smage på det du indtager, holde fokus på selve spise- og smagsoplevelsen eller det du drikker.

Gør det blot 5 min hver dag, og du vil snart begynde at opleve, det at spise og drikke noget på en helt ny måde.

Ønsker du at intensivere din spisetræning øg da dine tiltag.

Til at starte med gør det alene, så du kan holde fokus. Senere når du er lidt trænet, prøv da sammen med andre i almindelige spisesituationer. Her taler du lidt og er social, når du spiser flyt dit fokus til selve spiseoplevelsen. Ved langsom og fokuseret spisning vil du ofte føle dig mæt, før du regner med det. Mærk efter.
Mærk efter; hvornår du er mæt og stop din spisning, også selv om din tallerken ikke er tom.

For at det kan give dig mening, er her en lille øvelse, du kan prøve.

Her efter jul hvor du sikkert har spist masser af dejlig mad og lækkerier, kunne du starte med at servere en dejlig kage for dig selv. Den må gerne være fed og indeholde masser af sukker. Jeg foreslår dig med vilje ikke at starte med salaten. Det kan du gøre selv senere.

Øvelsen kommer her.

Placer din kage på en smuk tallerken og placer en kagegaffel eller theske ved siden af. Nyd synet af din kage. Kig på den hele vejen rundt. Vær nysgerrig; som har du aldrig set den før. Duft til den. Hvad dufter den af?

Mærk lidt på den. Hvordan føles den? Kig på din tallerken. Når du er klar, tager du din kagegaffel eller theske i hånden og mærker den. Hvordan føles den? Langsomt skærer du et stykke af kagen, og langsomt tager du din første mundfuld. Tyg langsomt og smag på din kage. Tyg mange gange og mærk konsistensen. Smagen. Synk nænsomt med omhyggelighed når du føler, det er det rigtige tidspunkt. Mærk oplevelsen af kagen. Mærk eftersmagen. Indstil dig til at spise et stykke mere. Mærk mundvandet og forventningen til mere. Uhm! Når du er klar, tager du langsomt endnu en bid af kagen, og gør det samme som før. Indstil dig på kun at smage din kage. Alt andet er ligegyldigt. Smagen. Konsistensen. Mærk, hvordan det er dig der spiser lige netop den kage… lige nu og her! Alt andet er ligegyldigt. Smag og nyd. Tyg langsomt og når du er klar… synk med omhyggelighed. Mærk oplevelsen af kagen. Mærk eftersmagen. Indstil dig til at spise et stykke mere. Mærk mundvandet og forventningen til mere. Uhm! Når du er klar, tager du langsomt endnu en bid af kagen, og gør det samme som før. Indstil dig på kun at smage din kage. Alt andet er ligegyldigt. Smagen. Konsistensen. Sådan bliver du ved, indtil du ikke har lyst til mere kage, eller den er spist.

Det, som kan komme til at overraske dig, er at du faktisk ikke kan spise det hele, og det er med din nærværende spiseoplevelse, du kan reducere dit kalorieoptag.

Tænk over hvad du spiser. Hvornår du spiser. Hvordan du spiser.

Mindful spisning kan derfor være en del af din slankekur.

Og så er der alle de andre sidegevinster, ved at være i det bevidste nærvær, som fx sænkning af blodtrykket, men mere om det en anden gang.

Kærlig hilsen
Lene

Felt