Adrians mor ringede til mig. Fortvivlet og forklarende men med håbet i stemmen
”Lene, kan du ikke tage en snak med ham?”
”Vi har prøvet alt!”
…og jo, det ville jeg gerne.
En på alle måder dejlig familie var hårdt ramt.
De fik ikke sovet ordentligt. Mor og far fik ikke sovet sammen. Nat efter nat blev der skabt alternative sove arrangementer, fordi Adrian og forældrene aften efter aften var enige om, at nu skulle Adrian sove alene på værelset, der lå skråt over for forældrenes soveværelse; kun delt af en helt almindelig gang, og rent fysisk med en kort afstand sengene imellem.
Men…som så ofte før gik det ikke, når det kom til stykket.
Adrians angst voksede sig stor uden sine forældre, når mørket faldt på, og som han i øvrigt havde en rigtig fin relation til. Der var masser af kærlighed i familien og støtte og dialog og nærvær…men hvad var så problemet? Hvorfor tog angsten over, når han lå der i sin seng i dejligt et værelse fyldt med pokaler og medaljer? Alene.
I perioder kunne det lykkedes for dem, at en af forældrene sov på en drømmeseng i gangen, og Adrian kunne se en af sine forældre, når han åbnede øjnene i løbet af natten. Så kunne han sove. Så kunne han være ”alene”. Han skulle blot have en forælder inden for sit synsfelt, så døren måtte ikke være lukket.
Adrians udfordring fyldte mere og mere, fordi han i en alder af 12 år ikke kunne sove hos kammeraterne eller tage med på tur i sin sportsklub.
Problemet for familien var, at Adrian ikke kunne sove alene. Ganske enkelt. De vidste bare ikke hvorfor, og hvad de skulle gøre ved det.
Jeg vil ikke forklare hele den terapeutiske proces, men jeg vil med stolthed på Adrians vegne fortælle, at han kom noget så flot i mål.
Sammen lavede vi en plan. Denne plan skulle sættes i værk, når Adrian var klar til det. Jeg sagde derfor til ham, at der var to vigtige ting for ham og mig, og det var, at jeg var en ny voksen ven, og at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at hjælp ham….når han var klar…og at det kun var ham, der vidste hvornår det var. Ingen andre vidste det! Kun ham!
Stort var det, da Adrians mor en dag ringede og sagde, at nu var han klar til vores samarbejde.
Hvad var det vi gjorde sammen?
Jeg arbejdede med at opbygge et tillidsforhold til ham, inden det svære blev berørt.
Jeg gav andre af hans ressourcer betydning, så han kunne finde den styrke i sig selv, der skulle give ham modet til at finde vejen ind i det angstfyldte og farlige.
Jeg inddrog andre af hans succeshistorier. Vi tegnede og lavede gulvøvelser. Vi snakkede, grinede og lave high five. Vi havde bål i haven, så vi kunne brænde frygten.
Langsom bevægede vi os ind mod kernen, og da tiden var rigtig, talte vi om det svære med respekt og empati. Forsigtigt og nænsomt var vi der i det farlige, og lod det gennem samtalen transformere sig og blive til en naturlig ting i Adrians liv. Oplevelsen blev forståelig for ham, og han lærte at betragte den med andre øjne. Ud fra en stor drengs verden og forståelsesramme, og hans nervesystem faldt til ro.
Adrian bar på et traume. Adskillige år tidligere havde han oplevet en mand falde om og dø, uden jeg vil beskrive de nærmere omstændigheder her.
Det blev til en lille forskrækket dreng, der med tiden voksede sig større, og forskrækkelsen blev til en ubevidst frygt for at miste sine forældre.
Når mørket kom og forældrene ikke var at se, kom frygten for at de ville dø fra ham. På samme måde som manden der engang faldt om for ikke at rejse sig igen.
Vi fik traumet bearbejdet, og han var så fantastisk dygtig og modig i sin proces.
Adrian kom til at sove i sin egen seng, og det gjorde mor og far også. Takket være Adrians mod. Takket været Adrians tillid til mig. Takket været et fantastisk samarbejde med forældrene.
Adrian blev så robust og afklaret, at han hen imod afslutningen af terapien, kunne være en ressource for sin døende morfar og klar til at tage afsked, den dag der skulle være deres sidste sammen i denne verden.
”Du er bare noget af det sejeste, Adrian! Godt gået!”
Kærlig hilsen
Lene
PS: Adrian hedder selvfølgelig ikke Adrian ude i virkeligheden.
