Den dag jeg selv…

Den dag jeg selv blev en del af statistikken!

”Jeg kommer ikke i dag!”


Det var endelig blevet morgen. Natten havde været lang, uden at jeg havde fået lukket et øje. Nætterne var over en periode blevet længere og længere med mindre og mindre søvn. Bøger og blade var blevet læst og the drukket i de små nattetimer og solopgange blevet beundret.

Dagene var fyldt med godt humør med masser af lyst til uddannelse, passe mit arbejde med mange spændende og dejlige mennesker og være del af min skønne familie. Hukommelsen var blevet dårligere og dårligere. Flere og flere sedler blev sat op på mit skrivebord og hæftet oven i de planer, der allerede stod i min kalender. Hvis jeg havde været blæksprutte havde der ganske givet vokset flere arme ud, for at jeg kunne navigere og strukturerer mig gennem hverdagen. For det var noget, som jeg var god til, og en evne der blev trænet til perfektion pga. uforudsigeligheder over en laaaaang periode i mit undervisningsjob. Skemaplanlægningen bar præg af ad hoc løsninger og var for kortsigtede, men jeg mente alt kunne lade sig gøre, det handlede blot om planlægning.

Langt senere blev jeg stress-testet og blev bevidst om, at i min personlighed er der en unik evne til at se det positive i stort set alt. Med sådan en overbevisning følger der ikke automatisk en stopklods med, og jeg troede dengang fejlagtigt, at hvis man blev stressramt, så fik man angst eller depression. Det havde jeg ikke, og jeg måtte til forundring vågne op til en selverkendelse af, at jeg vitterligt var ramt af stress, hukommelsesbesvær og søvnforstyrrelser. Det var så blot mine symptomer, og jeg lærte om stresssymptomernes mangfoldighed. Os stressramte... vi ser bare forskellig ud!

Jeg havde brugt mine livsstrategier på en sådan måde, at jeg var blevet hormonelt ubalanceret. Jeg havde overset, at en ensidig tilgang til livet, selv om jeg fik anerkendelse og havde haft det sjovt kunne min krop ikke længere finde roen og holde den sunde balance mellem aktivitet og restitution. Mit sind var stærkere end kroppen.

Jeg måtte erkende, at mine handlemåder og livstilgange ikke kun var til den gode side, de var pludseligt et tveægget sværd, og at jeg var nødt til at finde andre livsstrategier, hvis mit ønske om at blive gammel med børn og børnebørn skulle blive en realitet. Dø af mit arbejde eller få en hjerneblødning, det ville jeg ikke! Det betød, at jeg valgte at se min stress som en livsovergang, og jeg tog nogle helt nye og bevidste valg i at fravælge visse opgaver i mit liv. Helt konkret valgte jeg mig selv til som menneske med andre drømme og ønsker end tidligere.

Tankerne om egen psykoterapeutisk praksis blev født ud fra ønsket om, at have mere at skulle sige i mit eget arbejdsliv. Ud fra tesen om, at løbende forbedringer af de handlermåder vi vælger i livet, kan blive vejen til det gode liv. Også mit!

Nu er mit største ønske, at kunne give mine erfaringer videre til andre. Stress er en fysiologisk ubalance, og den opstår i et samspil mellem ydre og indre faktorer. Vi er nødt til at vågne op, og se hvad vi byder os selv og hinanden i vores virkelighed, lige der midt i den moderne livsstil.


Vejen til det gode liv er et liv i balance.